Top
Menu Luk
Kontorhotel

Fordelene ved et kontorhotel


Der er masser af små og mikrovirksomheder og selvstændige, der ikke har råd til eller behov for deres eget kontor. I stedet lejer flere og flere sig ind på kontorhoteller og i kontorfællesskaber. Er du nysgerrig på, hvad du får, når du lejer dig ind på et kontorhotel, så læs med her.

Hurtig indflytning

Et kontorhotel har mange lighedstræk med et almindeligt hotel. Et af de klareste lighedstegn er, at der, ligesom på et hotel, står et “værelse” klar til én. Man kan faktisk booke kontoret og flytte ind dagen efter. Du kan ofte vælge forskellige pakker og “værelsestyper” på et kontorhotel, hvor du typisk betaler for en månedlig leje.

Muligheden for en hurtig indflytning kan være en fordel for virksomheder, der eksempelvis skal have en enkelt medarbejder til at sidde i en anden by i en periode, hvor virksomheden ikke har et kontor. Det kan også være, at en virksomhed leder efter et nyt, permanent sted at holde til, men at de i mellemtiden lejer sig ind på kontorhotellet.

På kontorhotellet vil der stå inventar til rådighed såsom skrivebord, stol, skabe og nogle steder kan man også leje en computer eller eksterne skærme for et ekstra beløb.

Ingen administration

En kæmpe fordel for især de mindre firmaer, der ikke har råd til at ansætte administrationsmedarbejdere er, at der på kontorhotellet vil være en central administration, der sørger for alle virksomhederne, der lejer sig ind. Denne administration sørger eksempelvis for papir og farve i printeren, kaffe på kanden, telefonomstilling og bemanding af den fælles reception, der ofte vil være.

Der er også kontorhoteller, der har en fælles frokostordning, man som virksomhed enten er tilmeldt automatisk eller kan købe sig ind på. Med andre ord er der alle de samme bekvemmeligheder som i en stor virksomhed, men hvor virksomhederne deles om de fælles ydelser.

Sikkerheden er ofte også et vigtig faktor, fordi at kontorhotellet vil have sit eget sikkerhedssystem med eksempelvis alarme og adgangskontrol i form af koder eller chip til døre i bygningen. Det betyder, at man som virksomhed ikke selv skal ud og investere i dyre alarmsystemer mv.

Et fællesskab at møde ind til

Har man været selvstændig eller arbejdet i en meget lille virksomhed med få ansatte, ved man, hvor vigtigt det er med kolleger og et godt sammenhold, man kan møde ind til. Dette sammenhold er ikke betinget af, at man arbejder i den samme virksomhed, og derfor er et kontorhotel en kæmpe fordel, hvis man gerne vil have mere arbejdsglæde. At vi kan være sociale i løbet af vores lange arbejdsdag hjælper på vores humør, der i sidste ende smitter af på vores evne til at præstere.

Der er flere kontorhoteller, der lister deres mængde af sociale arrangementer for at tiltrække nye lejere. Det sætter to streger under, hvor vigtigt det er for os alle at have et fællesskab på arbejdspladsen. De sociale arrangementer kan både handle om socialt samvær såsom en fredagsbar eller en sommerfest. Eller det kan være et mere fagligt arrangement såsom et oplæg eller et decideret netværksarrangement. Netværksarrangementer er især en god idé for små virksomheder, der derigennem kan skabe sig et netværk til at udvikle deres forretning med.